ANITA VIOLA NIELSEN

Af: Jesper Nickelsen 2013

Vandringen i vores indre rum er lige så virkelig som mødet med den fysiske verden.

Familiefotos, bylandskaber, tapetmønstre og blomster: Anita Viola Nielsens motivverden er i betydelig grad præget af sanseligt tilgængelige objekter og steder fra vores fysiske verden. Vel at mærke på overfladen. Det er karakteristisk for Anita Viola Nielsens visuelle univers hvordan gengivelsen af den genkendelige verden gennemsyres af kraften fra den metafysiske sfære. Erindringer, minder, fornemmelser, drømme og følelsesliv fusioneres med gadelygter, plastvarer, parker og huse i hendes mere eller mindre figurative malerier. Man er hele tiden på grænsen af den fysiske verden. Virkelighedens egenskaber stilles på prøve, og en foruroligende (u)balance mellem de indre og ydre rum manifesterer sig.

Med deres kraftfulde farver, vitale mønstre og glaserede flader, fremstår Anitas malerier umiddelbart som skønhedskilder for beskuerens øjne. Selv om hun udtalt dyrker skønheden, er Anitas malerier dog aldrig blot dekorative objekter. Bag det første lag af skønhed er der altid en fortælling om menneskelige tilstande, og tit om lidelser: Fortvivlelse over at være til stede i verden; sorg over at miste ens nærmeste; ensomhed, melankoli og indre pres. Tag for eksempel maleriet Ravello 2012: På den ene side et frydefuldt maleri af fyrværkeriet på Ravennas nattehimmel; på den anden side et vanitas-motiv og et minde om hendes afdøde bror. Fyrværkeriet repræsenterer desuden noget menneskeskabt, hvilket næsten altid viser sig i Nielsens malerier. Vi ser spor af mennesker – en bænk, en lygte, en skulptur eller måske en bil – men næsten aldrig mennesker selv. Måske er det udtryk for erkendelsen af, at vi altid er alene med os selv, og den ensomhed, der følger denne erkendelse. Anita insisterer i hvert fald på, at hendes malerier er indadvendte og at hun følger et strengt, personligt projekt. Maleriet er det medium, hvorigennem hun går i dialog med sig selv – udforsker sindets rum – og omdanner dialogen til visuelle symboler og motiver. Hvorvidt publikum er i stand til at afkode denne personlige motivverden er ikke en afgørende del af processen. Beskueren påtvinges aldrig en bestemt reaktion, men inviteres snarere til at lægge sine egne følelser i motiverne.

Anitas udforskning af det sanseligt uhåndgribelige er i betydelig grad inspireret af Girogio de Chirico, der sammen med J.F. Willumsen og Giorgio Morandi er blandt hendes vigtigste, kunstneriske forbilleder. Især de Chiricos metafysiske periode i årene før 1920 har inspireret Anitas mystiske og gådefulde univers. Både de Chirico og Nielsen udtrykker sig gennem et visuelt sprog hvor naturalistiske gengivelser og logik viger pladsen for det irrationelle og foruroligende. Paralleller mellem de Chiricos og Nielsens ikonografi kan ses i ophævelsen af det realistiske perspektiv, fremstillingen af ulogisk dybderum, irrationelle skygger samt i brugen af personlige symboler. Udforskningen af barndomsminder og erindringer er også karakteristisk for de to kunstnere.

Anita har i de senere år haft sine mest produktive perioder som kunstner under sine årlige ophold i Rom: Den samme by, som de Chirico i store dele af sit live boede og arbejdede i. Sammen med Athen, har Rom en særlig tiltrækning på Anita. I disse byers spænd mellem det antikke og det moderne, oplever Anita at komme i kontakt med en følelse af evighed og en urstemning, der rammer hende både kropslig og åndelig. Hun bruger meget tid på at vandre rundt, fotografere og finde motiver i byrummene. Således er en stor del af hendes motivverden hentet fra Rom og Athen. Opsøgningen af disse byer er desuden en flugt væk fra de trygge og jordnære omgivelser, og ind i situationer, hvor hun bliver fremmed, skrøbelig og alene. I denne tilstand oplever Nielsen til gengæld at hendes sanser skærpes, og at hun er mere til stede i den indre og den ydre verden.

 

Transformationen af det sanseligt uhåndgribelige til et visuelt sprog (hvis denne er mulig), sker især igennem Anitas særlige penselføring. Malerierne er tilsyneladende malet med en lethed og en glæde, men de bygger på et komplekst, håndværksmæssig projekt. Med baggrund som grafiker, samt mange års erfaring med maleriet, har Anita udviklet en særlig teknik, hvor hun arbejder nærmest kalligrafisk med malerpenslen. Hendes karakteristiske mønstre dannes ved at vende og dreje penslen på en særlig måde: Anita “skriver” med penslen som en poet skriver et digt. Kunstnerens tilstedeværelse i verden kommer således også til udtryk gennem de synlige spor, hun efterlader sig på lærredet.

Jesper Nickelsen 2013

 

Skønhedens skygger

Af Lisbeth Bonde

Anita Viola Nielsens er oprindelig uddannet som grafiker, og derfor startede hun relativt sent som fuldtidsmaler (i 1999). I begyndelsen arbejdede hun for forlagsbranchen og skabte en række smukke bogomslag til skønlitterære udgivelser. Fra første færd var det hendes hensigt at blive kunstner, men grafikken sikrede hende fra starten et udkomme.

I firserne frekventerede hun diverse kunstskoler og opholdt sig et år i Perugia, hvor hun malede og tegnede efter model. De derved opnåede færdigheder sammen med erfaringerne fra det grafiske medie har vist sig som en fordel, fordi de har givet hende en kunstnerisk sikkerhed, som betyder, at hun kan tage frit fra hylderne og udtrykke, hvad hun end har på hjerte.

I 1985 foretog hun en flere måneder lang rejse til Kina, der blev en åbenbaring. Her fandt hun motiver, som hun stadig arbejder med.

Efter forskellige eksperimenter med ikonmaleriet og med det fotorealistiske og fortællende maleri skiftede hun fra midten af halvfemserne til, hvad man kan kalde et mere konkret maleri med en afsøgning af

mønstre og ornamenter. For Anita Viola Nielsen er maleprocessen i dag centreret om de små forskydningers poesi og er rettet mod på en og samme gang at inddæmme skønheden og uhyggen og at påpege tidens gang på lærredet ved at fiksere den flydende maling i nogle mønstre af stor skønhed.

Mens maleriet var på retur på den unge kunstscene i 90’erne til fordel for eksperimenter med andre kunstneriske medier – som videoen, fotografiet og installationen - har det vundet stærkt frem i det nye årtusinde. En af firsermaleriets ypperste repræsentanter, Nina Sten-Knudsen, beskriver, hvorfor maleriet er så vigtigt: ”Jeg opdagede (som tusinder af malere før mig), at det er selve det fænomen, at øjet hele tiden bliver udfordret af en lille forskel i penselstrøget, et lille skift fra blåt til rødt, fra lyst til mørkt, der gør, at man kan blive ved med at finde et billede nyt og udfordrende.” De unge malere fra omkring årtusindskiftet har tilsvarende taget maleriet i ed og fornyr det overbevisende og i stadig nye retninger.

Anita Viola Nielsens maleri skal læses ind i denne kunsthistoriske kontekst. Hun udnytter det pluralistiske mulighedsfelt, som maleriet i disse år har åbnet op for. Efter årtier med konceptkunst og aggressive powerplays på ’scenen’ har behovet meldt sig for et udtrykssprog, der er tættere på kroppen og sansningen, samtidig med at eksperimentet med maleriets mere formelle aspekter ikke tilsidesættes. En kunstner, som særligt har inspireret hende, er Nils Erik Gjerdevik, hvis kunst kendetegnes af et åbent, autonomt formsprog. Det løsslupne, men samtidig cool, konkrete og styrede går igen hos begge kunstnere. Gjerdeviks kunst ligger i brydningsfeltet mellem modernismens frigørelsesforestillinger og den konkrete kunst. Han siger: ”Vi lever i en tid, hvor alle eksperimenter er afprøvet, men samtidig stilles der større krav end nogensinde til kunstneren om at starte et nyt sted. Det herlige er imidlertid, at alt lige nu er tilladt.” Anita Viola Nielsen fordrer tilsvarende af sig selv, at hendes maleriske eksperimenter bestandigt skal føre hende nye steder hen. I hendes værker mødes så forskellige maleriske ’diskurser’ som traditionel, kinesisk kunst, popkunst og konkret kunst, som det fremgår nedenfor. Men inspirationen kommer også fra så forskellige kunstnere som Henri Matisse, Giorgio Morandi, Georgia O’Keeffe, Gerhard Richter, Gary Hume og Luc Tuymans.

Men Anita Viola Nielsen botaniserer også med penslen. Hun refererer altid til en figur, som kan være mere eller mindre repræsentativt til stede. Umiddelbart ligner figuren et stykke natur – en blomst, en stængel, et blad eller lignende. Men lur hende, om der er tale om en realistisk gengivelse. Snarere forlenes hendes stiliserede motiver med noget artificielt, noget der hidrører fra en menneskeskabt verden – måske endog noget farligt eller sygt. Det kan handle om verdens forgængelighed fremstillet i billedlig form. Hun kan male grønsager og blomster i overdimensionerede proportioner, hvor farverne er kunstige og syrede som ved genmanipulationer eller efter et atombombeangreb. Her opstår en sublim skønhed midt i det foruroligende og uhyggelige, som tangerer det obskøne. ”Tiden efter Tjernobyl har påvirket mig meget”, siger hun. ”Billederne i aviserne tiden efter, der viste det bestrålede område, zonen, hvorfra dyr og mennesker var evakueret, hvor planterne voksede og udviklede sig abnormt, gjorde dybt indtryk på mig i al dets rædsel. Men samtidig med det forfærdelige og ødelæggende opstod en ny skønhed,” siger hun.

Anita Viola Nielsen piner maleriet ud til det yderste for at finde frem til et udtryk, der ’kradser’, så hun overraskes og undres. Billederne skal generere nye syn, som kommer bag på hende. Hun havde aldrig troet, at hun skulle male disse mønstermalerier, men hun føler i dag, at hun langt fra har udtømt denne for hende rige kilde til nye motiver. Det passer hende godt, at mønstrene både er abstrakte og figurative.

Mønstermalerierne indgår i en slags motivisk fødekæde: På sin rejse til Kina fandt hun noget gavepapir med ornamenter og kinesiske skrifttegn, som tiltalte hende, fordi det havde en særlig energi og stemning. Det livskraftige, frodige og enkle i den kinesiske kultur genfinder man i hendes malerier fra navnlig de seneste 3 år. I det hele taget er hun betaget af den kinesiske kulturs skønhed, der bl.a. beror på signalkraftige og farvemættede spektralfarver, der går igen i dragterne i fx Peking Operaen.

I starten malede hun hele motivet fra det kinesiske gavepapir i frit bearbejdet form, men senere har hun integreret udvalgte fragmenter af disse i talrige malerier – i mange forskellige størrelser, farver og stoflige kvaliteter.

På udstillingen på Mellemdækket i Charlottenborg optræder elementer fra disse motiver, men i en stærkt forstørret og delvis forvrænget form.

Hun fotograferer tidligere malerier og forstørrer fragmenter, som hun maler efter, og som hun atter fotograferer. Denne metode kan sammenlignes med Gerhard Richters maleriske metode med de mange repræsentative lag, men også med Michelangelo Antonionis film’Blow Up’ fra 1966, hvor en fotograf bliver ved med at forstørre et parkmotiv, indtil han til sin store rædsel til sidst spotter et lig i buskene.

Anita Viola Nielsen lægger en palet op med flere farver, som hun tager op på penslen og breder ud i parallelle striber på lærredet. Derved betoner hun det fluidum, som malingen er. På fladen mødes den matte, monokrome baggrund, som hun altid maler i akryl, med den fede, glinsende og drivende oliemaling, der ofte efterlader dryppespor, hvorved malingens flydende substans og altså hele maleprocessens udfoldelse over tid betones. Det må ikke være for styret; det er vigtigt at lade tilfældet få råderum. Hun koncentrerer alt sit nærvær og al sin energi i det ene penselstrøg, der er irreversibelt. Det er en langsom, nærmest meditativ akt, hun udfører. Hun opererer med varme og kolde farver og med komplementær-kontraster for at opnå en så stor koloristisk spænding som muligt. Hun vender og drejer penslen, når hun maler de arabeskformede linjer, der snor sig på de monokrome billedflader, så farvespektret brydes alt efter, hvor lyset falder ind. Metoden med at påføre mange farver samtidig kan sammenlignes med brugen af en rive på grusstierne i de japanske haver.

Brugen af mønstret – eller arabesken – hidrører ikke kun fra fascinationen af den kinesiske kultur, men også fra hendes figurbilleder fra 90’erne, der var inspireret af gamle familiefotos. Under arbejdet med disse portrætter opdagede hun skønheden i de stemnings-mættede, gamle tapeter, der hang i baggrunden. De løsrev sig efterhånden fra fortællingen om den svundne barndoms mange trængsler og blev til hovedanliggendet. Tapeterne vidnede om en længst forgangen tid og om nogle æstetiske præferencer, som divergerer ganske meget fra vores i dag. Men hun har udvidet dem og eksperimenteret med dem undervejs og har taget sig nogle æstetiske friheder. I det hele taget giver mønstret hende mulighed for at undersøge mekanikken bag vore handlinger i billedets form. Det er en slags metafor for de mellemmenneskelige afhængighedsrelationer, som ligger i familiestrukturen. Mønstret er en måde at få styr på kaos i en fastlagt, æstetisk orden. Det er et grid, som lægges ind over de monokrome baggrunde – det store intet, som omgiver os. Mønstrets rigide kompositioner lader sig ikke forstyrre udefra.

I dag bryder hun imidlertid disse mønstre op og genererer nye former, som skifter mellem at please og underholde i skønhedens navn og at krænge deres budskab ud via pangfarver, som indimellem forstyrres af nogle faretruende mørke arabesker. Disse tvetydige motiver spiller på modsætninger som kultur/natur, vesten/østen, skønhed/hæslighed, opbyggelighed/forfald. De nye malerier er forsøg på at udforske hende selv, og de beskriver en slags cyklus eller en tilstand. De synes at søge efter en bagvedliggende mening eller mekanik, der får jorden til at dreje, tyngdeloven til at virke, og tiden til at gå. De er på en og samme tid individ og masse, blad og krone, del og helhed: ”Det handler om verdens dirrende, tikkende nu. Og om hvor langt jeg kan pine skønheden ud…Hvornår den slår over og bliver truende, klam eller uhyggelig. Jeg vil gerne, at mine billeder befinder sig på grænsen mellem det skønne og det næsten frastødende. Men vel at mærke, så man kan holde ud at se på dem”, siger Anita Viola Nielsen.

 

Lisbeth Bonde er forfatter til flere kunstbøger og kunstskribent ved Weekendavisen

home